inpraxis
Inpraxis: systemiske og narrative kommunikation og processtyring

Kurser

Meningsfulde samtaler med børn

 

Lad Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard inspirere
til meningsfulde samtaler med børn 

Forfatter og foredragsholder Jens Andersen
Dato: 5. februar 2018 (NB: ny dato ift. tidligere udmeldt)

Når vi skal forholde os til samtaler med børn, vender vi som professionelle ofte blikket mod faglitteraturen om børnesamtaler, udviklingspsykologi eller pædagogiske tilgange. På dette pitstop inviterer vi i inpraxis til, at vi også vender os mod børnebogslitteraturens ubestridte kæmper for at få ny inspiration til meningsfulde samtaler med børn.

Få forfattere har som Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard formået at møde børnene i øjenhøjde med deres gribende fortællinger. Deres forfatterskaber hviler på en stor respekt for børn – for deres integritet, fantasi, intentioner, sorg, handlekraft og følelser. Vi tror, at dette børnesyn og univers kan hjælpe os med kontinuerligt at sætte spot på, hvordan samtaler med børn bliver meningsfulde og hjælpsomme for netop børnene. Derfor har vi i inpraxis inviteret Jens Andersen – der har skrevet gribende biografier om begge forfattere - til at fortælle om de tanker og ideer omkring livet som barn, der bor i og bag de vidunderlige bøger om Ronja Røverdatter, Gummi-Tarzan, Emil, Pippi, Orla Frøsnapper og Hodja fra Pjort.

Vi ser frem til et inspirerende Pitstop med Jens Andersen, der tog vel imod invitationen med ordene: Det bør vi finde ud af (…) 2017 er jo et særligt år. 50 året for fantasiens kommen til magten i dansk børnelitteratur, bl.a. med Lille Virgil. Kom og vær med til at fejre 50 året for fantasiens indtog i dansk børnelitteratur. Der vil i Pippis ånd være masser af slik til dette pitstop.

Om Jens Andersen
Jens Andersen, forfatter og foredragsholder. Han har blandt mange andre biografier skrevet den anmelderroste og prisvindende bog om Astrid Lindgren: ”Denne dag, et liv”. Han har ligeledes skrevet: ”Ole Lund Kirkegaard – en livshistorie”. Han er en levende foredragsforholder, der med sin store viden smitter tilhørerne med sit engagement. Se mere på www. jensandersen.dk


Praktiske oplysninger

Tid: 5. februar 2018 kl. 14.30-17
Sted: Stengade 51, 3000 Helsingør, hvis du ikke får anden besked
Pris: 375,- kr. inkl. kaffe, the og sødt

Tilmelding

Send en mail med navn, arbejdsadresse og telefonnummer til dlj@inpraxis.dk.

Kontakt os for at tilmelde dig kurset.
Du kan finde vores andre aktuelle kurser her.