inpraxis
Inpraxis: systemiske og narrative kommunikation og processtyring

Uddannelser

Konsulentuddannelse 2. år

 

Systemisk og narrativ konsulentuddannelse II
- fra læring til mestring -

 

Underviser: Dorte Nissen & Dorte Lund-Jacobsen
Start: 2018

 
 

Hvem er det for?

Uddannelsen er et overbygningsforløb for konsulenter, der har deltaget i ’Systemisk og narrativ konsulentuddannelse I’ eller tilsvarende uddannelsesforløb.

Uddannelsen retter sig mod ansatte og selvstændige med konsulentopgaver i forhold til samarbejde, rådgivning, projektudvikling, ledelsesudvikling, teambuilding, arbejdsmiljø, personale- og organisationsudvikling.

Krav

Kravene til en konsulents færdigheder og begrebsrepertoire er mange: Der er brug for at kunne interviewe i mindre, såvel som i større grupper. Der er brug for at kunne færdes i forskellige forventninger og ønsker samt i konfliktfyldte kontekster. Der er brug for at kunne tilrettelægge alt fra kortere møder og samtaler til længerevarende udviklings- og forandringsforløb.

Uddannelsen tilbyder

Uddannelsen tilbyder at du - med de basisfærdigheder der er tilegnet på 1. år - kan:

  • udvide dit repertoire med ideer og praksis fra systemiske, social-konstruktionistiske og narrative perspektiver
  • udvikle din nuancerigdom og fleksibilitet i forhold til forskellige typer interview og samtaler
  • udvikle praksisformer i forhold til komplekse kontekster som f.eks. større ændringsprocesser og konflikthåndtering
  • udvikle din praksis i forhold til tilrettelæggelse af konsultative forløb og interventioner i sammenhænge, hvor der er mange forskellige ønsker og forventninger på spil
  • øve forskellige metodiske tilgange til specifikke problemstillinger
  • arbejde med din egen personlige stil og færdigheder samt sproglige og relationelle styrke
  • få supervision på dine konsulent-problemstillinger
  • få feedback på metodefærdigheder
  • træne-træne-træne Vi vil fortsat tage udgangspunkt i de forskellige typer opgaver og organisatoriske kontekster, som konsulenten inviteres ind i. Vi vil fokusere på tilrettelæggelse af forskellige typer af indsats og på de valg og overvejelser, der er forbundet med den specifikke opgave.

    Der vil blive lagt vægt på at opbygge et trygt og udviklende læringsrum blandt deltagerne, hvor det vil være muligt gensidigt at inspirere hinanden, at træne med hinanden og at udvikle relevante faglige netværk.

Teoretisk inspiration

Den teoretiske inspiration hentes fra socialkonstruktionistiske, sprogfilosofiske, systemiske, narrative og løsningsfokuserede perspektiver. Der vil indgå både teoretisk baggrundslitteratur samt litteratur, der beskriver konkret anvendelse ideerne.

Form og tilrettelæggelse

Forløbet består af 7 moduler á to dages varighed, klokken 9-16, i alt 14 dage. Hertil kommer 6 dage i obligatorisk arbejdsgruppe. Til hvert modul læses 4-6 tekster.

Undervisningen på modulerne vil være en vekselvirkning mellem oplæg og input fra underviserne og træning, øvelse og refleksioner i plenum og mindre grupper. Du bliver medlem af en fast arbejdsgruppe, som mødes mellem hvert undervisningsmodul.

Her diskuterer I de læste tekster og teoriernes relation til jeres praksis. I får opgaver mellem hvert modul, som knytter sig til modulets tema og får på den måde mulighed for at træne konsulentfærdigheder og sparre med hinanden. Samarbejdet på holdet og i arbejdsgrupperne giver ofte mulighed for at udvikle relevante faglige netværk.

I begyndelsen af forløbet vælger I - enkeltvis eller i mindre grupper - en konsulentopgave, som I ønsker at gennemføre i slutningen af forløbet, dvs. planlægge, udføre, samt reflektere over. På uddannelsens sidste modul fremlægger I gruppevis jeres erfaringer fra arbejdet med denne opgave.

Du og dine medkursister får løbende mulighed for at tale om opgaver og udfordringer i jeres eget arbejde og gøre dette til genstand for fælles refleksion og ideudvikling.

På udvalgte tidspunkter er der mulighed for, at du kan invitere en gruppe, som du arbejder med eller kender. Gruppen tilbydes så konsulentbistand fra holdets deltagere. Det eneste krav er at gruppen selv har et formuleret ønske om konsulenthjælp omkring et eller flere områder. Dette arbejde anvendes efterfølgende som udgangspunkt for metodediskussion og feedback.

Temaer i undervisningen

Følgende temaer vil indgå:

  • Videreudvikling af konsulentens repertoire i arbejdet med grupper. Opstart og afslutninger.
  • Ledelse og organisation i postmoderniteten. Konsulentens positioner i forhold til ledelse og projektledelse .
  • Arbejdsmiljø, stress og udvikling af kvalifikationer på arbejdspladsen.
  • Små og store ændringsprocesser i organisationer. Fusioner og nedlæggelser.
  • Konflikter: Mediation og konflikthåndtering.
  • Fremlæggelse af casestudier og refleksion. Temavalg og litteraturvalg efter holdets ønsker.

Forudsætning for deltagelse

Deltagerne skal kunne dokumentere deltagelse i et længerevarende systemisk og narrativt uddannelsesforløb for konsulenter. Under uddannelsesforløbet skal deltagerne have arbejdet med teori, træning, samt supervision og feedback på egen praksis. Interne eller eksterne konsulentfunktioner skal indgå i deltagernes aktuelle ansættelse eller praksis.

Godkendelse af uddannelsen

Uddannelsen er godkendt i forhold til retningslinjerne for Dansk Psykologforenings specialistuddannelse i Arbejds- og organisationspsykologi.

  • Det samlede 2-årige forløb på 14 x 2 dage er godkendt under specialiseringsmodulet som
  • et grundstammeforløb på 120 timer
  • Samt 48 timers supplerende teorikurser:
  • 18.4.4.2.6.1. Organisationsudvikling -forandringer: 12 timer
  • 18.4.4.2.6.2. Udvikling af grupper og team: 12 timer
  • 18.4.4.2.6.5. Arbejdspsykologi– Det psykosociale arbejdsmiljø: 24 timer
  • Underviserne har flere års erfaring som både interne og eksterne konsulenter. De arbejder med konsulentopgaver i forhold til større og mindre, private, offentlige og halvoffentlige organisationer, ligesom de arbejder som konsulenter i forhold til alle niveauer. Underviserne har desuden lang erfaring med undervisning af forskellige faggrupper med konsulentfunktioner og har udviklet kurser og uddannelser til sådanne faggrupper. For fuldt uddannelses bevis kræves en deltagelse på min. 80 % af undervisningstiden. For psykologers vedkommende kræves dog en deltagelse på min. 90 %, såfremt uddannelsen skal indgå som en del af specialistuddannelse.

Praktisk

Undervisningsdatoer:
23.-24. januar, 8.-9. marts, 19.-20.april, 11.-12. juni, 28.-29. august, 1.-2. oktober, 14.-15. november 2018. Der tages forbehold for datoændringer.

Arbejdsgruppedatoer:
6. februar, 21. marts, 17. maj, 21. august, 19. september, 24. oktober 2018.

Deltagerantal:
Min. 6, max. 16. Hvis der er mere end 12 deltagere på holdet vil der blive tilknyttet to undervisere til holdet, således der på visse dage er to undervisere tilstede.

Sted:
Undervisningen foregår hos Inpraxis, Stengade 51A, 2. sal th., 3000 Helsingør.

Tilmeldingsfrist:
15. november 2017. Tilmelding er først bindende, når kontrakt er underskrevet.

Pris

Pris: kr. 39.850 + moms.
Prisen inkluderer kursusafgift, forplejning på undervisningsdagene samt undervisningsmaterialer. Der må påregnes udgifter til anskaffelse af enkelte bøger.

Ved deltagelse af 2 eller flere personer fra samme arbejdsplads, ydes 25 % rabat på kursusafgiften til hver person. Der gives ikke yderligere rabat.

Kursister, som selv skal betale hele kursusafgiften og som ikke er momsregistrerede, får 20 % rabat på kursusafgiften + moms. Den samlede udgift svarer således til kursusafgift ekskl. moms.

Betaling foregår i en rate senest 15. januar 2018.

 
 

Kontakt os for at høre mere om vores uddannelseforløb.
Er du interesseret i at tilmelde dig uddannelsen, kan du gøre det her.