Inpraxis’ årlige supervisorseminar
Fra modvind til medvind i supervision
- når det der plejer at virke, pludselig ikke gør det
Med Julie Rysgaard Tamakloe, Psykolog og partner hos inpraxis
Mandag d. 28. september, kl. 9-15, Helsingør
Når man som supervisor træder ind i et rum, hvor supervision ikke er en etableret arbejdsform, kan man nogle gange mærke en utålmodighed eller usikkerhed i rummet. Det man som supervisor gør for at skabe refleksion og samtale, får ikke rigtig fodfæste. Forklaringer lander skævt, tempoet bliver ujævnt, og man kan som supervisor få sved på panden i forsøget på at finde en vej ind i samarbejdet. Den slags oplevelser, kan få en til at overveje, om man overhovedet duer som supervisor.
Supervision stiller andre krav til deltagelse, lytning og faglig positionering, end mange er vant til i deres daglige arbejde. Refleksion i supervision foregår på en anden måde end den daglige faglige sparring, hvor fokus i højere grad er på hurtigt at træffe beslutninger eller handle i konkrete situationer. Ideen om at tænke “ud af boksen” kan derfor føles som at tygge unødigt længe drøv på noget, der egentlig kunne klares hurtigt.
På dette supervisorseminar vil Julie tage Julie udgangspunkt i disse situationer — de gange, hvor det, der ellers plejer at virke, ikke gør det. Med afsæt i en systemisk og narrativ forståelse vil hun præsentere praksisnære eksempler på opstarter, former og konkrete greb, der kan fungere som løftestænger for refleksion. Seminaret kredser om supervisorens balancearbejde: hvordan man kan anerkende deltagernes positioner og erfaringer og samtidig insistere på refleksion og faglig tvivl som en del af en kvalificeret opgaveløsning.
Erfaringen er, at der sjældent findes ét greb, der virker hver gang. Derfor arbejder seminaret med betydningen af et bredt supervisionsrepertoire, hvor form og spørgsmål kan justeres, så refleksionsrum gradvist kan opstå — også i modvind.
Praktiske oplysninger
Tid: mandag d. 28. september 2026 kl. 9-15.
Sted: Helsingørs kongelig privilegerede Skydeselskabs Selskabslokaler, Stengade 46, 3000 Helsingør. (Næsten lige overfor inpraxis)
Pris: 2450 kr., ex moms, inkl. forplejning.
Nuværende inpraxis kursister: 1995 kr., ex moms inkl. forplejning.
Ved tre eller flere deltagere fra samme arbejdsplads giver vi 10 procent rabat – dog kun én rabat.
Tilmelding
Tilmeld dig via hjemmesiden eller send en mail med navn, arbejdsadresse, faktureringsoplysninger og telefonnummer til dlj@inpraxis.dk. Skriv "Seminar Julie Tamakloe" i emnefeltet på mailen. Tilmeldingen er bindende..