inpraxis
Inpraxis: systemiske og narrative kommunikation og processtyring

Strøtanker

Om fortrydelse...

”Hvad nu hvis jeg kommer til at fortryde, at jeg…?”

Fortrydelse er blevet et interessant begreb for os, fordi det glimter ved sit fravær inden for det systemiske og narrative felt. Der skrives om skam, angst, selvhad, perfektionisme, traumer og meget andet, men sjældent om fortrydelse. Samtidig støder vi ofte på fortrydelse som fænomen i vores samtaler med unge – især det, der kan kaldes anticiperet fortrydelse. Det vil sige unges spekulationer over, hvad de mon kunne komme til at fortryde i fremtiden. Som en ung på 17 år sagde: ”Jeg er bange for at vælge. For hvad nu hvis jeg vælger forkert? Det værste ved valg er at de er endelige. Lidt ligesom døden. Jeg kan aldrig komme tilbage hertil, så jeg mister hele tiden muligheder”.

Fortrydelse træder for os frem som et tidstypisk fænomen, vi som professionelle med fordel kan forholde os til. Fordyber man sig i forskningen og litteraturen omkring fortrydelse dukker der mange spændende aspekter op, der kan kobles til tendenser i ungdomskulturen:

• Vi fortryder kun noget, vi tror, vi har indflydelse på. Fortrydelse fordrer altså en ide om, at vi har agenthed. Uden valg, ingen fortrydelse. Det peger på, at selvansvarliggørelsen af de unge skaber grobund for fortrydelse.

• Vi har en tendens til i højere grad at fortryde de handlinger, som vi betragter som aktive valg – frem for mere passive handlinger. Får vi eksempelvis en fartbøde den dag, vi har valgt at køre hjem via en anden vej end den vanlige, ja så fortryder vi det i højere grad. Det peger på, at de mange valg, som de unge bliver stillet overfor, øger muligheden for fortrydelse.

• Eksperimenter viser, at vi ofte fortryder det, vi anser for at være et ”nearby miss”. Altså det, vi tænker, at vi var lige ved at klare, men alligevel ikke formåede. Mens vi i mindre grad fortryder et såkaldte ”farby miss”. Hvis vi kommer to minutter for sent til toget, fortryder vi det mere, end hvis vi kommer 2 timer for sent. Samtidig lever de unge i en kultur, hvor meget fremstilles som ”nearby misses”. Du kan, hvad du vil, siger mange til de unge. Igen et eksempel på hvordan ungdomskulturen skaber gode trivselsbetingelser for fortrydelse.

Men kan man egentlig, hvad man vil? Eller stikker denne norm, de unge blår i øjnene? Er denne norm med til at sætte de unge under yderligere pres? Det er vigtigt, at vi som samtalepartnere har øje for dette, så narrative samtaler med fokus på agenthed ikke uforvarende komme til at bakke op om ”livet som et regnestykke”, og dermed måske endda vedligeholder eller øger den anticiperede fortrydelse hos de unge. Et blik for fortrydelse som fænomen og tematiseringer af dette i samtalerne med de unge kan hjælpe os til at føre vores og de unges egne blikke væk fra dem selv som individ til de kulturelle kontekster, som de unge lever i.

Iben Ljungmann