inpraxis
Inpraxis: systemiske og narrative kommunikation og processtyring

Strøtanker

Forråelse i det sociale felt

 

Om forråelse i det sociale felt – strøtanker fra vores temadag med psykolog Dorte Birkmose.

Forråelse er et begreb for en udviklingsproces, hvor man gradvist bliver mere og mere rå. I de situationer, hvor fagligheden ikke slår til, er der risiko for forråelse. I afmagtssituationer kan det blive logisk at skælde ud, hæve stemmen, afvise, latterliggøre, ignorere og straffe – også for professionelle, der ved bedre. I perioder kan forråelsen få fat i personalegruppen, og så bliver det farligt for alle involverede.

Det er barsk at skulle forholde sig til, at vi i perioder af vores liv kan opleve forråelsen hos os selv. Trangen til at benægte, fortrænge, bagatellisere og idyllisere kan være overvældende. Men vi bliver nødt til at tale om det svære. Fordi hvis vi ikke taler om risikoen for forråelse, kan vi ikke gøre noget ved problemet. Og vi har brug for fagligheden for at dæmme op for forråelsen – og dermed passe på såvel personale som borgere og pårørende.

"Job med garanti for afmagt" - sådan kunne mange jobopslag indenfor arbejdet med mennesker med rimelighed lyde ifølge Dorthe Birkmose. Det kan både være den afmagt, vi løber ind i, når vores faglighed slipper op og vi ikke aner hvad vi skal gøre ift. borgeren eller den følelse af afmagt, der opstår, når der ikke er plads til at arbejde på måder, som vi tænker er fagligt forsvarlige.

Risikoen for forråelse er til stede i alle sammenhænge, hvor man samarbejder med andre mennesker. Derfor kræver det noget særligt af fagpersoner, behandlere, supervisorer, ledere og medarbejdere for at kunne spotte forråelsen i systemerne omkring borgerne, at forholde sig refleksivt til egen praksis og at sætte fokus på vores sprogbrug og dens konsekvenser.

Vi skal turde tale om afmagten og ikke mindst den risiko for forråelse, som afmagten kan medføre, så det ikke bliver en individuel kamp men derimod et fælles ærinde at passe på hinanden og at holde fast i fagligheden, som det bedste værn mod forråelsen. 
Vi må altid prøve at forstå, hvorfor mennesker gør som de gør og finde nuancerede handlemåder herudfra.

Dette bliver også en særlig udfordring, når man arbejder som supervisor. Vi møder ofte afmagten i supervision og her bliver ikke kun at fastholde fokus på medarbejderen men også hele tiden at spørge ind til effekterne hos borgerne, så vi ikke uforvarende kommer til at legitimere en praksis, som har negative effekter på borgere og medarbejdere.