inpraxis
Inpraxis: systemiske og narrative kommunikation og processtyring

Strøtanker

Om Tvivl

 

Tvivlens etik og forskiningen bag

I supervision, undervisning og samtaler ser vi ofte, at tvivlen skaber mulighed for at handle i noget, der ellers er fastlåst. Vi har derfor opsøgt litteratur, der kan hjælpe os med at begrebsliggøre, hvordan det kan være afgørende, at være i tvivl. Her er vi blandt andet stødt på Daniel Kahneman, der er psykolog og nobelprisvinder. I hans bog ”Thinking Fast and Slow” (2011), definerer han to tankesystemer, system 1 og system 2.

System 1 er vores intuitive forståelse og meningsskabelse. Den er selvfølgelig bygget op af vores viden og vores erfaringer over tid, men den tager også ofte fejl. Den drager konklusioner og skaber mening ud fra logikken : ”All you see is all there is” – og den laver rationaler ud fra stereotyper og kigger dermed på det enkelte menneske ud fra det generelle. System 1 er aldrig i tvivl og kan skabe sig en fin meningsfuld historie, der bare også kan være forkert. Den mangler at inddrage afgørende information. System 1 bruger vi ofte.

Kahneman definerer vores system 2 som det system, der er langsomt og kræver mange flere kognitive ressourcer. Det er system 2, der kan blive opmærksom på, hvilken information vi mangler, på om der er noget ved det specifikke, der ikke passer ind i det generelle. Om der er noget, der modbeviser den fine historie, vores system 1 allerede har lavet. Med andre ord; system 2 tvivler, er skeptisk og stiller spørgsmålstegn ved. Faktisk er det sådan, at når vi rødmer, bliver vi mere analytiske og mere opmærksomme. Tvivlen siger noget om, at vi har blik for kompleksiteten, for ting, der er svære at begribe og den åbner op for nye forståelser og nye handlemuligheder.

Ovenstående bekræfter os i at invitere til at være i tvivl, når vi superviserer og underviser. Vi må aldrig få skabt os en for ensartet og ensidig teori, praksis eller historie, hvis vi skal kunne hjælpe de mennesker, der har brug for det.

Supervision gør en forskel, når vi ikke haster uden om tvivlen. Vi anser tvivlen som et særligt centralt element i supervisionen.

Vi møder ikke tvivlen som mangel på viden – tværtimod er det ofte en interessant indgang til at udforske de dilemmaer, vi befinder os i det komplekse arbejdsfelt, som kendetegner både ledelse og socialt arbejde. Gennem supervisioner, der med narrative og systemiske greb, udfolder tvivlen, opstår der ofte ideer, som giver relevante handlemuligheder ind i de konkrete situationer.

Vi læner os op ad Svend Brinkmanns begreb om Tvivlens etik. Som han skriver: ”Vi lever i et samfund, hvor sikkerheden hyldes som aldrig før. Sikkerhed og vished er godt, usikkerhed og tvivl er dårligt. Hvorfor er tvivlen og usikkerheden i så lav kurs? (…) Som kontrast hertil vil jeg gerne slå et slag for tvivlen! I bund og grund er visheden jo dogmatisk, mens tvivlen indeholder en væsentlig etisk værdi. Hvordan det? Jo, vishedens ”jeg ved” fører let til blindhed, mens tvivlen kan føre til åbenhed over for andre handlemåder og forståelser af verden. Hvis jeg ved, behøver jeg ikke at lytte. Hvis jeg er i tvivl, betyder andres perspektiver pludselig noget ”